Annette Risdahl Jensen

Din wellbeing coach

Offer eller offerrolle?


Har du klippekort til hospitalet? • Rammes du ofte af sygdom? • Har du en sygdomslivskrise?


Sygdom - stadig et tabu?

Sygdom er stadig et tabuiseret emne for mange. Det er ofte den enkeltes ansvar at bryde tavsheden og berøringsangsten, selv overfor de nærmeste. Det kræver overskud, som den sygdomsramte ofte ikke har. Det er ikke manglende interesse eller omsorg fra omgivelserne men følelsen af magtesløshed - hvad skal jeg sige eller gøre, hvis hun/han bryder sammen? Ofte har familien/vennerne ikke kompetencerne og redskaberne til at samle op, når vi rammes af kriser som alvorlig/kronisk/akut sygdom. Mange har ikke selv prøvet det og kan derfor ikke sætte sig ind i, hvordan det føles, hvilke tanker den syge rammes af, den modløshed og manglende evne til at overskue fremtiden. 


Intet som en hospitalsindlæggelse kan få os til at føle os små og magtesløse. Vi ligger alene med vores tusinde tanker og smerter. Den travle læge taler om din fysiologiske tilstand, og plejepersonalet sørger for din praktiske pleje. Du er alene med din frygt og tanker. Langt de fleste udskrives sunde og raske, og livet går sin vante gang videre, mens andre rammes af kronisk/gentagende sygdom/smerter. Som en helt naturlig del af din behandling, burde man få mental pleje - at håndtere forandringen, dit nye livsvilkår, sorgen over dine bristede drømme osv., men vores sygehusvæsen er ikke der endnu. Personligt er jeg overbevist om, at samfundet i det lange løb ville spare store summer, hvis den mentale pleje blev en naturlig integreret del af et behandlingsforløb. 

Vi reagerer alle forskelligt også på kriser, men nogle ting er fælles. Der opleves et tab, måske oven i købet en sorg. Omgivelserne tænker måske nå ja, hvor slemt kan det være. Bare op på hesten igen. Men det er jo lige det, hvis man ikke har fysik eller ressourcer til at komme op på den hest. Nå ja, men så find på noget andet - det kræver overskud, ressourcer og en god portion mod at redefinere sig selv. 


Defineres du af din sygdom?

Mange identificerer sig selv gennem deres præstationer, arbejde, sport osv. Jeg var f.eks. en dygtig danser. Udover glæden ved at danse, som mange sikkert kender, var dansen så stor en del af mig, at jeg følte mig lidt fortabt uden den. OK - hvem var jeg så? Jeg havde jo heldigvis mange andre kasketter og roller i livet. Sagen er bare, at du ved alvorlig sygdom rammes på ALLE dine roller! Du fungerer ikke, du udfylder ikke dine roller, du kan ikke levere - du er i fængsel i din krop. Nå, men det går nok over igen - vær' tålmodig siger de kyndige. Hvor længe skal og kan man være tålmodig? Vi ved jo godt, at vi skal leve i nu'et og ikke for en dag i fremtiden, hvor det bliver bedre, for hvad nu hvis den dag ikke kommer. På et tidspunkt må man lukke den for at komme videre, men hvordan? 


Positive tanker er ikke nok

Kriser kræver ofte professionel hjælp. Vi accepterer, at en skilsmisse - en fyring - en kræftdiagnose er kriser, men hvem skal definere, hvad du oplever som en krise, der relaterer sig til din identitet? Vi har forskellige udgangspunkter og reagerer forskelligt. Hvad der er en krise for mig, er en lettere overgang for dig - eller omvendt. Det bør ikke være dine omgivelser, som definerer, hvornår du har brug for hjælp, og det er både kærlighed til dig selv og ansvar for dig selv at søge hjælp. Vi lærer at være tapre, og vi bliver i vor tid tudet ørene fulde om at være positiv. Det er søreme nemt at sige! Ja, vi har efterhånden lært, at positive tanker, giver positive følelser, som igen sætter gang i de gode hormoner, der gør os glade. Det virker - ingen tvivl om det. Men det er som at gemme et grimt blødende sår med make-up. Det dækker dårligt og før eller siden trænger det grimme frem igen. Der skal mere til at håndtere en krise end 'positive tanker' - mere og andet - nemlig hjælp!


FOMO - ikke blot en trend

Vi hører og læser ofte om offerrollen - den forbudte offerrolle. Vi må ikke have ondt af os selv, vi må ikke være negative, og vi må ikke være misundelige på andre. Offerrolle er et slidt udtryk men nyere er FOMO - Fear Of Missing Out - at være bange for at gå glip af noget. Hvor mange kan helt ærligt se sig helt fri for aldrig at have følt den følelse? Når vi rammes af kriser/sygdom, rammes vi især af FOMO - her er det så blot ikke en følelse men en virkelighed. Mens ugerne, månederne, årene går, går du jo reelt glip af livet, som vi normalt kender det og lever det. Hvornår er det så lige, at det er OK at have ondt af sig selv og føle sig som et offer - eller rettere at være offer? Hvor længe skal man have været syg - hvor mange kriser? Igen er det ikke omverdenen, der bør dømme, og du bør heller ikke dømme dig selv. 


Der er kæmpe forskel på at sætte sig i offerrollen og at være et offer, men omverdenens perception bliver ofte ikke så nyanceret, og den syge klassificeres som selvmedlidende i offerrolle. Denne manglende forståelse giver blot den sygdoms-/kriseramte endnu større ensomhedsfølelse. Ud over at kæmpe for at blive rask igen, at kæmpe for at få sit liv tilbage, sin identitet tilbage, eller acceptere aldrig at blive rask igen, skal man så også kæmpe for ikke at blive dømt? Det er hårdt arbejde, når man kører på det laveste batteri. 


Har jeg en krise? eller har jeg bare ondt af mig selv? 

En kritisk hændelse er en afgørende livshændelse og er som regel forbundet med en voldsom forandring i livet. Ofte markerer livskriser og belastningsreaktioner overgangen til et anderledes liv eller et nyt syn på sig selv og livet.

Sygdom kan være en livskrise - også kaldt udviklingskrise, modsat traumatiske kriser (vold, krig mv.). Mennesker reagerer meget forskelligt, når de oplever en akut krise. Reaktionerne kan variere fra lette til meget stærke og evt. langvarige. Tidligere mente man, at der fandtes et skematiseret forløb, som gik igen hos mange. Man inddelte derfor tidligere krisereaktionens forløb i:

1. Chokfasen, som varede fra sekunder til dage, 2. Reaktionsfasen, fra dage til uger, 3. Reparations- og bearbejdningsfasen - uger til måneder og 4. Nyorienteringsfasen

Denne model er dog aldrig blevet videnskabeligt bevist. Tværtimod viser flere undersøgelser, at mennesker reagerer meget forskelligt i kriser. Mennesker springer typisk ind og ud af de forskellige faser på en måde, som ikke nødvendigvis følger efter hinanden, således som modellen antager. Det betyder, at man nogen gange vender tilbage til tidligere faser eller springer faser over. 


Hvad gør man så for at komme videre? 

Jeg faldt selv i fælden at dømme mine omgivelser for at 'dømme' mig. Hvorfor er det, de ikke forstår mig og min situation? Efter megen selvrefleksion og professionel behandling, kom jeg frem til, at mine omgivelser ikke har dømt mig men blot ikke har forestillingsevnen til at sætte sig ind i situationen og følelsen. Det kan også være, dine omgivelser ikke selv har overskuddet til din situation, som kan være en stor mundfuld. Brug dine velmenende familiemedlemmer og venner til at høste god og kærlig omsorg men søg også professionel hjælp. Her får du kompetent assistance til at definere, om du har en eksistentiel identitetskrise eller andet. Brug de dygtige psykologer, terapeuter og coaches til at komme videre fra at være et offer for sygdom og krise.


Vi kan godt lære at leve som et offer, uden at offerrollen definerer os - sygdommen bliver 'blot' et vilkår!

Jeg brænder for at videregive min egne læringer og gennem coaching vise vejen til at leve bedre med sygdom og komme bedre igennem en krise.


Jeg er nysgerrig på dine tanker, erfaringer og oplevelser og hører gerne dine tanker og feedback. 

Aliquet cras adipiscing nonummy, elit ipsum blandit arcu montes porta fusce nullaor sitame consectetur adipisicing ligula eiusmod eiusmod sitame nullaor ligula adipisicing fusce consectetur.

Aliquet cras adipiscing nonummy, elit ipsum blandit arcu montes porta fusce nullaor sitame consectetur adipisicing ligula eiusmod eiusmod sitame nullaor ligula adipisicing fusce consectetur.