HVEM ER JEG

Mission

At hjælpe dig med at finde vejen til dine ressourcer for større wellbeing.


Din ultimative ressource er din mentale tilstand.


Motivation


  • Give professionel kærlighed gennem coaching 
  • Få mennesker til at finde, forstå og udnytte egne ressourcer 
  • Skabe større wellbeing 
  • At udvikle mig selv som menneske og coach
  • At være kulturbærer i de relationer, jeg indgår


Hvem er jeg


Livet som HSP (highly sensitive person = særligt sensitiv) har til tider været udfordrende. Jeg har lige fra barns ben været bevidst om, jeg var anderledes. Jeg er således fra naturens side udstyret med et veludviklet sanseapparat og mærker mennesker og stemninger mere end andre. Læs mere under særligt sensitiv.

Derudover har jeg været en ulykkesfugl med knap 30 operationer på snart 55 år. Det giver perspektiv, taknemmelighed og læring - nogle kalder det ekspert i kriser. Jeg tror ikke, jeg er ekspert, og jeg er ikke bleg for at indrømme, når jeg har brug for livlinier. Det er selvrespekt at turde be' om hjælp. 


Jeg har været så heldig gennem mit arbejdsliv at have adgang til megen selvudvikling og kombineret med min særlige biologi og min sygejournal har jeg lært, at livet kan være skrøbeligt og kræve hårdt arbejde at passe på sit helbred - det fysiske og mentale. Måske jeg alligevel er lidt ekspert i kriser og i mennesker samt at finde de ressourcer frem, der kan gemme sig og være ubevidste. 


Dernæst har en årerække som 'livgarder-hustru' lært mig om værdien af ydmyghed, vedholdenhed og sammenhold - jeg har stor respekt for deres arbejdsmoral og selvledelse. At blive mor har selvfølgelig også defineret mig som menneske - en rolle, jeg altid har prioriteret, taget alvorligt og heldigvis fået god feedback på fra mine dejlige børn. 

Mine værdier


Professionalisme og integritet

Jeg arbejder professionelt ud fra høje etiske standarder. Jeg er uddannet hos en af de bedste udbydere af coachinguddannelser. Efter mange års coaching privat og professionelt har jeg de faglige og personlige kompetencer, som er basis for mit bidrag til din udvikling og vækst.


Tillid og respekt

Fundamentet for god coaching er altid tillid og respekt. Tilliden opbygges ved min professionelle tilgang og ved god kemi. Jeg forventer derfor, at vi er ærlige, hvis kemien ikke er tilstede. Jeg er selv meget ærlig og lover ikke mere, end jeg kan stå inde for og holde. 


    Respekt betyder også, at jeg forholder mig fordomsfrit til dig og ud fra en præmis, at din verden ser anderledes ud gennem dine briller end mine. Min fornemste opgave er derfor at tage dine briller på, se og forstå din verden. 


    Engagement og nærvær

    Hos mig vil du møde nærvær og engagement - jeg kalder det professionel kærlighed. Min feedback i arbejdslivet samt under coachinguddannelsen har altid peget på engagement og nærvær som mine to særlige varemærker. 

    Min baggrund


    Erfaring 

    Jeg er uddannet coach hos GROW2, Danish Coach Academy. I 2007 fik GROW2 Danmarks første ACTP (Accredited Coach Training Program) akkrediterede coachuddannelse. Det betyder, at uddannelsen er ICF (International Coach Federation) akkrediteret på højeste niveau med et højt fagligt og etisk niveau, som lever op til de internationale krav indenfor området. International Coach Federation er verdens største og førende organisation for profesionelle coaches og coachuddannelser. Organisationen har i dag 33.700 medlemmer fordelt over 144 lande. Du kan læse mere her. 


    Udover coaching har jeg mange års erfaring som Personlig assistent og Arbejdsmiljøkoordinator/repræsentant.
    I disse roller har jeg bl.a. arbejdet med psykisk arbejdsmiljø, lifecoaching og erhvervscoaching.  

    Derudover er jeg frivillig på et krisecenter for voldsramte kvinder. 


    Relevante uddannelser/kurser

    • ICF (Internal Coach Federation) certificeret coach, GROW2
    • Arbejdsmiljøuddannelse, Arbejdstilsynet 
    • Stressforebyggelse for arbejdsmiljørepræsentanter, Novo Nordisk
    • Psykisk arbejdsmiljø og stresshåndtering, Novo Nordisk